Terma henter ny milliardaftale om kampfly

Terma har nu mulighed for at hente ordrer på 8-10 milliarder kroner til F35-programmet. Foto: C. Sundsdal

Af Christian Brøndum

Terma skal fortsat levere dele til det nye amerikanske kampfly, F35 Joint Strike Fighter, hvis ellers Terma kan fastholde sin konkurrencedygtighed på pris og kvalitet.

Det er indholdet af en aftale, en såkaldt “memorandum of understanding,” som Termas adm. direktør Jens Maaløe i dag har underskrevet sammen med Nortrop Grummans vice president & F35-ansvarlige, Frank Carus og Nortrop Grummans International Procurement Manager, Saima Ahmad. Seancen fandt sted hos Dansk Industri i København.

Aftalen baner vej for nye langtidsaftaler om dansk produktion af blandt andet 34 forskellige kulfiberdele til flykroppen. Terma indgik de første ordrer i 2006, som blev suppleret med nye langtidsaftaler i 2012 og med den ny underskrift bekræfter parterne, at de fortsætter samarbejdet også når produktionen af nye fly går i tempo – forudsat at Terma altså kan konkurrere.

“Aftalen i dag er et stærkt udtryk for Termas nuværende og fremtidige position i F35-programmet og viser, hvordan samarbejde kan styrke Terma, dansk industri og F35-programmet som helhed,” siger Terma-chef Jens Maaløe.

LÆS OGSÅ :   International støtte til danske tal om F-35

Terma er involveret i tilsvarende forløb med andre F35-producenter, blandt andet Lockheed-Martin, BAE Systems, General Dynamics og Marvin Engineering. Deltagelsen i F35-programmet har medført investeringer særligt i Termas afdeling i Grenå, hvor medarbejderantallet er øget fra 275 ansatte for et år siden til nu 350. Det forventes at stige til omkring 500 over de næste to-tre år, når flyproduktionen stiger til op mod 170 fly om året.

Det amerikanske F35 vandt sidste år konkurrencen om at blive nyt dansk kampfly og scorede undervejs flest point i spørgsmålet om industrielle fordele til Danmark. F35 endte med at blive vurderet som det mest værdifulde fly set med industriøjne blandt andet på grund af det store antal fly, der forventes produceret.

Og set med Terma-øjne er der ingen tvivl om værdien af F35-beslutningen. Den netop indgåede aftale rummer et potentiale for ordrer til en værdi af 2,5 milliarder kroner frem til 2040, og det betyder, at vi tør investere derefter, siger Jens Maaløe. Lægger man værdien af tilsvarende aftaler med Termas to andre store F35-kunder, Lockheed-Martin og BAE Systems oveni, vokser Termas potentielle ordrer til mellem 8 og 10 milliarder kroner. Og mulighederne er større endnu, hvis man kaster blikket længere ud og inddrager eksempelvis potentielle ordrer fra fremtidige ordrer til et europæisk missilforsvar, som Danmark er ved at engagere sig i.

LÆS OGSÅ :   Forsvarsministeriet tilbageholdt rapport om kampflystøj

“På den korte bane svarer ordreindgangen til vores forventninger. Vi føler os rimeligt komfortable. Men vi oplever en hård konkurrence om tingene, og der skal kæmpes hårdt kommercielt, ligesom politisk opbakning er vigtigt,” siger Jens Maaløe.
Mere præcist henviser Jens Maaløe til udtalelser fra chefen for Pentagons kampflykontor, general Christopher C. Bogdan, der besøgte Danmark sidste efterår.
Bogdan opfordrede til, at Danmark etablerer en funktion, der på samme måde som en amerikansk delstatsguvernør kan klage til Bogdans kontor, hvis en af F35-producenterne pludselig fjerner arbejdspladser fra deres stat.

“Det er et vigtigt budskab, som Bogdan kom med, for bag den kommercielle konkurrencedygtighed gemmer sig også en hård, politisk virkelighed, hvor danske virksomheder kan få brug for støtte,” siger Jens Maaløe.

Selv om købskontrakten med den amerikanske regering om nye kampfly endnu ikke er underskrevet, indgår Terma nu på lige fod med producenter i andre lande som eksempelvis Norge og Holland, der for længst har underskrevet kontrakt med amerikanerne.

LÆS OGSÅ :   Forsvarsministeriet tilbageholdt rapport om kampflystøj

Ifølge Terma rummer F35-produktionen også muligheder for andre danske og udenlandske virksomheder, som er inviteret til et seminar i Grenå på torsdag for potentielle underleverandører.

“Vi er nødt til at lægge noget af produktionen ud, fordi vi har hverken plads til eller investeringer til at klare det selv. Vi håber, vi kan finde de nødvendige underleverandører i Danmark, ellers må vi kigge i udlandet. Vi er ikke drevet af en eller anden tankegang om at ligestille dansk virksomheder i dette projekt. Vi søger underleverandører, fordi vi har et behov,” siger Jens Maaløe.
Han understreger, at Termas store engagement i F35-produktionen er resultatet af mange års investeringer og risikovillighed.

1 kommentar

Klik her for at skrive en kommentar

Translate:

Modtag vores nyhedsbrev

/* ]]> */