Russisk kampfly i luften for at møde norsk patruljefly over Barentshavet

Russisk MIG-31. Foto: Mil.ru

Russiske fly markerede tirsdag to gange russisk luftrum over for vestlige militærfly.

Rusland sendte tirsdag et MiG-31 kampfly på vingerne for at møde et norsk patruljefly over Barentshavet i en episode, som beskrives som normal af det norske militær.

– Der har været et norsk Orion-fly i området over Barentshavet, hvilket sker adskillige gange hver uge. Det var en flyvning i internationalt luftrum, siger oberstløjtnant Ivar Moen, som er talsmand for Norges væbnede styrker.

– Flyet blev identificeret som normalt af russiske kampfly på samme måde, som norske styrker identificerer russiske fly, siger Moen, som afdramatiserer russiske rapporter om, at det russiske forsvarsministerium reagerede, fordi det norske fly havde slukkede transpondere og var på grænsen til det russiske luftrum.

– Det er normalt, at militære fly har slukkede transpondere, siger Moen.

LÆS OGSÅ :   Tass: Russisk kampfly jager Nato-fly væk fra den russiske forsvarsministers fly

Det russiske forsvarsministerium siger, at det norske fly var blevet identificeret som et anti-undervandsbådsfly P-3 Orion.

Tidligere tirsdag reagerede et russisk Su-27 kampfly på et af USA’s B-52 strategiske bombefly over Østersøen.

Det amerikanske fly befandt sig ifølge russiske oplysninger nær den russiske grænse, da det russiske fly gik på vingerne for at markere det russiske luftrum.

/ritzau/Reuters

Tilføj kommentar

Klik her for at skrive en kommentar

Translate:

Modtag vores nyhedsbrev