Løkke ser chance for danske virksomheder i EU-forsvarsfond

Selv om Danmark har forbehold mod at deltage i EU’s forsvarspolitik, ser Løkke muligheder i forsvarsfond.

Selv om Danmark har forbehold på forsvarsområdet i EU, mener statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at det er muligt for danske virksomheder at gøre sig gældende i en europæisk forsvarsfond.

Det siger han torsdag på EU-topmøde i Bruxelles, efter første runde af forhandlinger med de europæiske ledere.

– Der skal jo etableres den her forsvarsfond, som i virkeligheden nok så meget er et industripolitisk initiativ.

– Det er sådan at forbeholdet gælder den danske stat, det gælder ikke danske virksomheder, så det tror jeg, er godt for de danske virksomheder, siger han efter forhandlinger med de europæiske ledere på EU-topmødet i Bruxelles.

Fonden er et tiltag fra EU-Kommissionen, hvor man ønsker at koordinere europæiske investeringer inden for nye forsvarsteknologier.

LÆS OGSÅ :   Merkel og Macron opruster med kampfly, helikopter og kampvogne

Torsdag eftermiddag har de øvrige europæiske ledere vedtaget på topmødet, at de støtter etableringen af et omfattende fast, udvidet samarbejde på forsvarsområdet (Pesco).

En beslutning, der kaldes historisk af både den europæiske præsident, Donald Tusk, og den franske præsident, Emmanuel Macron.

Samarbejdet vil være frivilligt for de lande, der ønsker at deltage. Men da Danmark har et forbehold på området, står vi uden for store dele af samarbejdet.

– Det er klart, at der, hvor vi taler om, at EU deltager i stabiliseringstiltag, der kan danske soldater ikke være med, siger Løkke med henvisning til militære operationer.

Ifølge statsministeren er der tale om det muliges kunst. For det er urealistisk at tro, at forsvarsforbeholdet kan ændres lige foreløbig, lyder det.

– Det er jo ikke mig, der har opfundet det danske forsvarsforbehold. Det vil jeg helst være foruden. Men det er en realitet, vi har.

LÆS OGSÅ :   Merkel og Macron opruster med kampfly, helikopter og kampvogne

– Jeg ser ikke for mig en realistisk mulighed for at spørge den danske befolkning om at lave om på det, siger han.

/ritzau/

Translate:

Modtag vores nyhedsbrev