Lidt flere værnepligtige – og del af Nyholm sælges

Blandt meget andet rummer forsvarsforliget en aftale om opbygning af en middeltung brigade. Foto: C. Sundsdal

Lidt flere værnepligtige – cirka 500 i alt – er angiveligt et af de resultater, som de seks partier bag det nye forsvarsforlig vil præsentere klokken 12 søndag. Af de 500 ekstra indkaldte skal 125 forøge Beredskabsstyrelsens udholdenhed, mens en del af de øvrige skal bruges til at oprette et ekstra vagthold ved Livgarden. Som foreslået i regeringens udspil til forsvarsforlig skal beredskabet øges for at kunne imødegå blandt andet terrorangre. De resterende, ekstra værnepligtige skal have en særlig bevogtningsuddannelse, så de kan indsættes til at bevogte vigtig infrastruktur, såfremt Danmark i en krisesituation skal kunne anvendes som eksempelvis opmarchområde for NATO-styrker. Både det konservative regeringsparti og Dansk Folkeparti havde krævet langt flere værnepligtige indkaldt, men har ifølge oplysninger til Defencewatch.dk altså ladet sig nøje med mindre.

Til gengæld har regeringen på forhånd besluttet ikke at flytte Hærens Officersskole fra Frederiksberg Slot, som hverken Dansk Folkeparti eller konservative ønsker at forlade. Men ifølge oplysningerne skal Søværnets Officersskole på Nyholm flytte til Forsvarsakademiet på Svanemøllens Kaserne, hvor Flyvevåbnets Officersskole allerede er flyttet ind. Og en del af Nyholm skal afhændes. Så vidt det oplyses, skal den yderste, historiske del af Nyholm, hvor blandt andet “Rigets Flag,” Batteriet Sixtus og Mastekranen befinder sig, ikke sælges.

Forliget omfatter også ekstra 900 millioner kroner til beskyttelse mod cyberangreb plus en reserve på 500 millioner kroner. Det er et område, hvor ikke mindst Socialdemokratiet og de Radikale har ønsket en væsentlig opprioritering.

Forliget er kommet i hus efter en mindre krise op til juleferien, hvor sammenbruddet i forhandlinger mellem regeringen og Dansk Folkeparti om skattereform og udlændingestramninger også satte en bremse på forhandlingerne om forsvarsforlig. Men partierne har efter konsultationer hos forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) i sidste ende fastholdt, at forsvaret skal friholdes for de overordnede politiske vanskeligheder.

2 kommentarer

Klik her for at skrive en kommentar

  • At flytte Søværnets Officerskole fra de smukke historiske omgivelser på Nyholm uden samtidig at flytte Hærens Officersskole til en samlet lokation på Svanemølles golde rødstenshelvede i form af en grim kasserne er et glimrende eksempel på at Holberg ikke levede forgæves – der er tale om en Holbersk fejlslutning af betydelige dimensioner: “1. Vi flytter alle tre skoler sammen for at opnå synergi og værnsfælles effekter. 2. Den ene skole _ Hærens Officersskole – skal ikke flyttes alligevel – 3. Nå, men så flytter vi da bare de to andre alligevel – ergo flytter vi noget for dog at gøre noget – men uden at opnå den oprindelige vision“…Forbedringen fortoner sig i dårskabens tåger og resultatet er en aborteret ide, der alligevel ikke tjener noget fornuftigt formål. Jeg har – forgæves – forsøgt at råbe forligsrepræsentanterne fra DF og C op i denne sag, men må konstatere, at Hærens lobyister har haft større succes en de øjensynligt beskedne bidrag fra Søværnet ( og Flyvevåbnet??). Det forstemmende resultat er et udtryk for den funktionalisme, der præger vores samfund i dag. Alt skal optimeres ifølge historikeren Michael Bössog og være så effektivt som muligt – hvis det ikke har en konkret nyttefunktion, er det ikke vigtigt. At gennemføre den kastrerede sammenlægning af officesskolerne, som ingen nytteværdi har, er et grimt og destruktivt element i de forgæves forsøg på at bevare en vigtig forankring af uddannelsesn af de kommende søofficerer.

    • Jeg giver dig fuldstændig ret. Dertil salg af Nyholm, hvor nogle af Danmarks og Søværnets fineste historiske bygninger befinder sig – galimatias.

Translate:

Modtag vores nyhedsbrev

/* ]]> */