[Forsvarsministeriet] – Kampfly-bidrag til NATO’s suverænitetshåndhævelse af Islands luftrum 

Danmark vil igen i 2018 tilbyde et bidrag til NATO’s
suverænitetshåndhævelse af Islands luftrum, kaldet Iceland
Peacetime Preparedness Needs.

08-02-2018 – kl. 12:00

Det har regeringen besluttet efter i dag at have inddraget
Det Udenrigspolitiske Nævn. Udsendelsen af et kampflybidrag til
air policing over Island understreger dansk støtte til vores
nordiske samarbejdspartner Island, ligesom det demonstrerer
alliancesolidaritet.

”Danmark skal bidrage solidt til sikkerhed og stabilitet i
vores nærområde og Arktis. Derfor er jeg glad for, at Danmark
nu igen i 2018 tilbyder et kampflybidrag til sikring af Islands
luftrum, som del af Iceland Air Policing. Det er i Danmarks
grundlæggende sikkerhedspolitiske interesse, og det er den helt
rigtige måde at støtte vores nordiske ven og nabo Island”,
siger udenrigsminister Anders Samuelsen.

”Med de danske kampfly støtter vi både Island i at håndhæve
luftrummet, og bidrager til NATO’s styrkede afskrækkelses- og
forsvarsprofil over for Rusland. Det er nu fjerde gang, at vi
udsender et kampflybidrag til Island, og det viser, at Danmark
er fuldt og helt med, når det gælder NATO-opgaver”, siger
forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen.

Baggrund
Bidraget til Iceland Peacetime Preparedness Needs (IPPN) på
fire F-16 fly og ca. 60 personer vil kunne ses i sammenhæng med
det danske bidrag til NATO’s fremskudte tilstedeværelse i
Estland (ca. 200 personer i hele 2018) og bidraget til Baltic
Air Policing, hvor de danske kampfly er udstationeret i Litauen
fra januar-april 2018.

Danske F-16 kampfly var blandt de første til at løse NATO’s air
policing opgaver i luftrummet over Island tilbage i 2009. I alt
har Danmark tidligere løst opgaven tre gange, senest i 2015.
Opgaven svarer til det nationale afvisningsberedskab i Danmark.
Det er hensigten, at det danske bidrag i april 2018 skal være
udsendt i ca. to uger.

Læs mere om NATO’s fremskudte tilstedeværelse i
Estland

Læs mere om Baltic Air Policing

This article in
English

 

Læs mere/ Kilde

Translate:

Modtag vores nyhedsbrev

Translate »
/* ]]> */