[Forsvarsministeriet] – Forsvarsministeren: Vi sender hjælp til Jomfruøerne 

Forsvarsministeriet finansierer, at Beredskabsstyrelsen kan
sende 14 personer til De Amerikanske Jomfruøer. De udsendte
skal bistå med genopbygningen efter to voldsomme orkaner.

05-10-2017 – kl. 13:32

Orkanerne Irma og Maria ramte De Amerikanske Jomfruøer hårdt.
Der venter et stort genopbygningsarbejde, da veje, havne,
lufthavne, bygninger, telefoner og internet og en lang række
andre forhold er sat helt eller delvist ud af funktion.

Danmark sender nu hjælp i form af 14 personer fra
Beredskabsstyrelsen, der skal bistå med at genetablere
infrastrukturen, herunder skoler.

”De Amerikanske Jomfruøer led stor overlast efter orkanerne i
september, og en lang række samfundsvigtige funktioner fungerer
ikke. Det skal det danske bidrag hjælpe med til at rette op på.

Danmarks særlige tilknytning til De Amerikanske Jomfruøer har
betydet, at regeringen har ønsket at støtte øerne, og vi har
efter en god dialog med lokale og amerikanske myndigheder
fundet et rigtig godt match mellem lokale behov og områder,
hvor vi kan støtte med de nødvendige kompetencer”, siger
forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen.

Beredskabsstyrelsen sender 14 personer af sted, der skal
bidrage til genopretningen. En af deres primære opgaver bliver
at bistå med genopbygningen af skoler. Bidraget på de 14
personer inkluderer endvidere et ledelseshold, der blandt står
for koordinationen af indsatsen i samarbejde med de lokale
myndigheder, samt et logistikhold.

Missionen forventes at strække sig over 10-12 uger og ventes at
koste op mod 15 mio. kr. Finansudvalget har torsdag tiltrådt et
aktstykke på finansieringen.

Det danske bidrag kommer efter dialog imellem danske, lokale og
amerikanske myndigheder, herunder især Beredskabsstyrelsens
amerikanske søsterorganisation, FEMA. På baggrund af den dialog
sendte Beredskabsstyrelsen to personer til at afklare lokale
behov, og det har resulteret i ovennævnte bidrag.

 

Læs mere/ Kilde

Translate:

Modtag vores nyhedsbrev

/* ]]> */