[Forsvarsministeriet] – Danmark forstærker den militære tilstedeværelse i Afghanistan 

Regeringen har i dag fået opbakning fra Folketinget til at
udsende yderligere 55 danske soldater til den NATO’s Resolute
Support Mission i Afghanistan.

02-10-2017 – kl. 15:45

De danske soldater udsendes til Kabul i starten af
2018 for at styrke den igangværende træning af de afghanske
sikkerhedsstyrker.    

”Sikkerhedssituationen i Afghanistan er desværre fortsat yderst
skrøbelig. Taliban står styrket og ISIL har fået et
vist fodfæste i dele af landet. Det er derfor rettidig
omhu at forstærke NATO’s træningsmission i Afghanistan, så de
afghanske sikkerhedsstyrker bliver bedre rustet til at
opretholde kontrollen i Afghanistan. Den analyse deler vi med
USA og flere af vores allierede i NATO” udtaler
udenrigsminister Anders Samuelsen og uddyber: ”Hvis den
afghanske regering mister kontrollen vil Afghanistan igen blive
et fristed for terrorbevægelser og samtidig risikerer vi en ny
bølge af flygtninge mod Europa og Danmark. Den situation må vi
undgå. Jeg er derfor glad for, at regeringen i dag har fået Det
Udenrigspolitiske Nævns opbakning til, at Danmark forøger
vores bidrag til Afghanistan med ca. 55 soldater til eskorte-
og sikringsopgaver.”  

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen supplerer: ”Det er de
afghanske sikkerhedsstyrker, der er i front og har ansvaret for
sikkerheden i Afghanistan. Med et forøget troppebidrag fra
Danmark på ca. 55 soldater medvirker vi til at forstærke NATO’s
træning og rådgivning af de afghanske sikkerhedsstyrker. En
velfungerende træningsindsats er en forudsætning for, at
Afghanistans sikkerhedsstyrker gradvist kan operere uden støtte
fra NATO. Soldaterne vil stå for beskyttelsen og sikker
transport af bl.a. rådgivere og undervisere til de afghanske
institutioner i Kabul. Den tragiske hændelse med et
selvmordsangreb mod den danske kolonne forrige søndag
understreger, at der fortsat er behov for at støtte afghanerne
i deres arbejde på at skabe fred og sikkerhed i Afghanistan.”
 

Forsvarsministeren understreger, at det forøgede bidrag ikke
ændrer Danmarks opgavevaretagelse: ”Det forøgede danske bidrag
vil skulle løse de samme opgaver, som danske sikrings- og
eskortesoldater hidtil har løst.”

Baggrund:
Danmark bidrager p.t. med ca. 100
soldater til NATO’s Resolute Support Mission i Afghanistan. Det
danske bidrag er centreret omkring Kabul og omfatter et
træningsbidrag bestående af blandt andet rådgivere til de
afghanske institutioner, et støttebidrag bestående af
30personer til transport og sikring af rådgivere og
stabsofficerer samt et stabsbidrag til NATO-missionens
hovedkvarter. Dertil kommer en række mindre funktioner, som fx
militærpoliti og et nationalt støtteelement. 

Læs
artikel om den danske indsats i Afghanistan

Kontakt:
Udenrigsministeriet: Presserådgiver Anne Ege, tlf. 41 53 25
26
Forsvarsministeriet: Pressevagten, tlf. 23236500

 

Læs mere/ Kilde

Translate:

Modtag vores nyhedsbrev

/* ]]> */