F35 bliver gigantisk mundfuld for danske virksomheder

Foto:Helle Moos

Af Christian Brøndum

Den danske stat og dansk industri tager nu hinanden under armen for at sikre virksomhederne og skatteborgerne i Danmark det størst mulige økonomiske og teknologiske udbytte af indkøbet af F35-kampfly for tyve milliarder kroner.

Partnerskabet mellem staten i form af Erhvervsministeriet, Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet og virksomhederne repræsenteret ved Dansk Industri vil åbne med to konferencer i maj i Herning og Bjerringbro for virksomheder, der ønsker at møde repræsentater for blandt andre Lockheed Martin, der er den ledende producent af F35.

“Det er noget nyt, at staten går så aktivt ind i en opgave som denne. Men jeg tror, at vores partnerskab vil bane vejen for, at Terma og andre dygtige virksomheder får åbnet døre til højteknologiske virksomheder. De bedste til at vejlede danske virksomheder om at få ordrer i USA er ikke os. Det er Lockheed Martin og andre amerikanske virksomheder bedre til. Vores rolle er at facilitere det samarbejde,” siger erhvervs- og vækstminister Brian Mikkelsen (K).

Han pointerer, at industrisamarbejdet mellem danske og amerikanske virksomheder i kølvandet på kampfly-anskaffelsen ikke som tidligere er omfattet af danske krav om modkøb for et beløb svarende til prisen på kampflyene. Det har fra kampflyprojektets start i 1997 været et vilkår, at danske virksomheder kun kunne opnå ordrer til flyproduktionen, hvis de er konkurrencedygtige på pris og kvalitet. Men ifølge Brian Mikkelsen giver kravet om konkurrencedygtighed i virkeligheden større muligheder for danske virksomheder end de gamle modkøbsregler.

LÆS OGSÅ :   Tass: Russisk kampfly jager Nato-fly væk fra den russiske forsvarsministers fly

“Vi har været med i F35-udviklingen siden 1997, sammen med ni allierede lande, og det gør jo, at vi har en særlig viden om og adgang til F35-projektet.”

Vil vi se flere af disse mere konkurrencebaserede industriaftaler i fremtiden?

“Ja, det er jeg sikker på. Danmark er en handelsnation, der lever af fri handel og åbne døre. Jeg tror, vi låser os for meget inde, hvis vi laver eksplicitte industrisamarbejdsaftaler om bestemte beløb.”

Lederen af Dansk Industris brancheforening for forsvarsindustrien, direktør Frank Bill, understreger, at den store flyanskaffelse stiller danske forsvarsindustri står overfor en meget stor mundfuld i form af potentielle nye ordrer. Virksomhederne bør kigge på meget mere end F35-produktionen for at udnytte adgangen til de amerikanske virksomheder, som flyanskaffelsen åbner.

“Virksomhederne er allerede i gang, men vi kan klare os bedre, når vi indgår et samarbejde med regeringen. Med den kæmpe kontrakt, man indgår om nye fly, så er der også en kæmpe forventning om, at man gør, hvad man kan for at få så mange virksomheder som muligt involveret,” siger Frank Bill.

LÆS OGSÅ :   Russisk kampfly i luften for at møde norsk patruljefly over Barentshavet

Frank Bill mener ikke, at Danmark skal droppe de “gammeldags” eksplicitte modkøbsaftaler, hvor en udenlandsk virksomhed, der vil sælge forsvarsmateriel til Danmark, forpligter sig til at købe varer i Danmark for et bestemt beløb.

“Modkøbsaftaler er stadig meget vigtige til at åbne døre for især de mindre virksomheder ind til de store, internationale forsvarsvirksomheder. Uden modkøbsaftaler får de store virksomheder aldrig øje på en mindre, højt specialiseret virksomhed i Nordjylland,” siger han.

En af de ubekendte faktorer i virksomhedernes bestræbelser på at sælge til de store amerikanske producenter er den nye amerikanske præsident Donald Trumps handelspolitik. Brian Mikkelsen ser både vanskeligheder og nye muligheder som følge af præsidentskiftet.

“På den ene side signalerer den nye præsident, at han ønsker mere balance i USA´s handel og også lidt mere protektionisme. Men når man taler med ledende kongresmedlemmer og medlemmer af præsidentens kabinet, så er billedet mere balanceret. Præsidenten ønsker at se på nogle handelsaftaler – det handler ikke om noget bilateralt.”

LÆS OGSÅ :   Russisk kampfly i luften for at møde norsk patruljefly over Barentshavet

Og set med Brian Mikkelsens øjne er det en fordel for danske virksomheder, at præsident Trump vil øge det amerikanske forsvarsbudget. “Det vil betyde et større indkøb af forsvarsmateriel, og da er det vigtigt, at vi kommer med som underleverandører. Der har ikke bare Terma, men mange danske virksomheder kompetencer, som giver nogle unikkke muligheder,” siger Brian Mikkelsen.

Terma underskrev tirsdag en samarbejdsaftale med Nortrop Grumman til en potentiel værdi på 2,5 milliarder kroner. Samlet har Terma underskrevet aftaler med de største virksomheder i F35-projektet til en potentiel værdi på 8 – 10 milliarder kroner.

Tilføj kommentar

Klik her for at skrive en kommentar

Translate:

Modtag vores nyhedsbrev