Dansk radar-ordre brugt i spin om flykøb

En radar som denne fra Weibel er ikke beregnet til montering i spidsen af et F-35 kampfly Foto: Weibel

Da den danske radarproducent, Weibel Scientific i Allerød, i sidste uge offentliggjorde en ordre på et trecifret millionbeløb for salget af radarer til den amerikanske hær, blev den gode nyhed lanceret som et resultat af det danske køb af F-35 kampfly.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K), direktøren for Weibel Scientific, Peder R. Pedersen og chefen for Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelses kampflykontor, Henrik Lundstein, understregede ved en reception hos Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse i Ballerup, at F-35 købet havde åbnet døren til det vigtige amerikanske marked, som Weibel nu kan sælge sine radarer til.

Jeg glæder mig over, at samarbejdet på tværs af Atlanten er intensiveret efter Danmarks beslutning om at anskaffe F-35,” skrev erhvervsministeren i et tweet efter underskrivelsen af kontrakten mellem Weibel Scientific og den gigantiske amerikanske fly- våbenproducent, Lockheed Martin, der står som køber af de danske radarer. Lockheed Martin står for cybersikring og projektstyring og har altså rollen som leverandør til det amerikanske forsvar.

Ministeren skrev i øvrigt også i sit tweet, at Weibel “har solgt radarer til de nye F-35 fly.” Den påstand er imidlertid ikke fuldstændig korrekt. Radarerne er solgt til den amerikanske hær, og er bestemt ikke tiltænkt en rolle i luftkrig. Radaren vejer adskillige tons, og skal transporteres på en trailer, et skib eller en lastbil. Det ville kræve et transportfly mange gange større end et F-35 at bringe Weibel-radaren i luften.

Ingen pligt til modkøb

Men som beskrevet på dette site er der ikke nogen formel forbindelse mellem købet af F-35 flyene og salget af radarer. Der er nemlig ingen modkøbsforpligtelse knyttet til kampflyene.

Til gengæld kunne nytkampfly.dk fortælle, at Lockheed Martin bruger den danske radarordre til at nedskrive på sine forpligtelser til at placere modkøb i Danmark i forbindelse med salget af de nye maritime Seahawk-helikoptere, som Lockheed Martin også har en meget stor andel i. Den oplysning fandt hverken Lockheed Martins repræsentant i Ballerup eller Weibel Scientifics deltagere dog anledning til at dele i forbindelse med præsentationen af radarordren.

Ifølge oplysninger til Defencewatch.dk ønsker Lockheed Martin nedskrive sine forpligtelser til Danmark med et beløb svarende til den trecifrede millionordre til Weibel.

Muligheden for at bruge radarordren til at nedskrive modkøbskontoen indgik angiveligt ikke i Lockheed Martins beslutning om at samarbejde med Weibel om ordren til den amerikanske hær. Angiveligt blev aftalen om samarbejdet med Weibel indgået forinden. Da ordren til den amerikanske hær kom i hus, valgte Lockheed Martin så at benytte muligheden for at nedskrive på sine udestående forpligtelser. Det har ikke været muligt at få dette forløb bekræftet, da Lockheed Martin endnu ikke er vendt tilbage om Seahawk-modkøbets betydning for samarbejdet med Weibel.

Modkøb eller goodwill

Lockheed Martin kan vælge mellem enten at nedskrive sin forpligtelse til modkøb eller indskrive ordrebeløbet på Erhvervsstyrelsens såkaldte “goodwill-konto,” hvor Erhvervsstyrelsen fremover noterer alle de ordrer til danske virksomheder, som skyldes Danmarks køb af F-35 flyene. Netop nu er Erhvervsstyrelsen ved at etablere et overvågningssystem, som holder styr på mængden og værdien af ordrer til danske virksomheder, der har udspring i det store flykøb. Det er en oversigt, som politikerne kan få god brug for, når de over for skatteyderne skal forsvare brugen af skatteydernes 16,4 milliarder til kampfly.

I det konkrete tilfælde valgte Lockheed Martin altså at nedskrive sine forpligtelser til modkøb på for tiden knap 1,6 milliarder kroner med et trecifret millionbeløb fremfor at opskrive en mere luftig “goodwill-konto” med det samme beløb.

Ifølge en dansk repræsentant havde Lockheed Martin i juni 2017 placeret ordrer i Danmark for 448 millioner dollars, hvilket med den nuværende dollarkurs svarer til godt 2,8 milliarder kroner. Lockheed Martin ser potentiale for danske ordrer på 3,5 milliarder dollars, svarende til 22 milliarder kroner, over 30 år.

Weibel: F-35 åbnede døren

Weibels direktør Peder R. Pedersen fastholder, at det var det danske køb af F-35 flyet, der åbnede døren til det amerikanske marked.

“Vi havde aldrig fået den kontrakt med Lockheed Martin, hvis ikke det havde været for JSF (F-35, Joint Strike Fighter, red.) Kampflyprogrammet, Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse og politikerne har hjulpet med at få fat i de rette personer i USA. Vi har haft fat i den nuværende og den tidligere chef for F-35 programmet og vi har haft besøg af den øverste chef for Lockheed Martin, Marillyn Hewson. Det lykkedes på grund af JSF og havde intet med Seahawk-købet at gøre,” siger han.

Peder R. Pedersen tilføjer, at hvis Lockheed Martin opnår modkøb efter kontrakten med Weibel er indgået, så er det et anliggende mellem Lockheed Martin og Erhvervsstyrelsen.

“Hvis Lockheed Martin havde fået modkøb på grund af kontrakten, så kan du have ret i, at de skulle have inkluderet det (i deres information, red). Det havde ikke gjort vores “win” dårligere. Men jeg kan jo ikke udtale mig på Lockheed Martins vegne eller om deres ansøgning til Erhvervsstyrelsen,” tilføjer han.

Ifølge Erhvervsstyrelsen er ansøgningen fra Lockheed Martin om at få nedskrevet på sine forpligtelser vedrørende modkøb for Seahawk-helikopterne endnu ikke færdigbehandlet. Styrelsen vil derfor ikke udtale sig nærmere om ansøgningens størrelse.

Men en ting står nu fast:  Lanceringen af million-ordren til Weibel som et resultat af F-35 købet fortalte ikke den fulde sandhed.

LÆS OGSÅ :   Claus Hjort: Usikkert om flere danske kampfly placeres i USA

Translate:

Modtag vores nyhedsbrev

/* ]]> */