Analyse: Frihedens pris

Både Rusland og Sverige lægger jord til store militære øvelser i de kommende uger. I Rusland forventes øvelserne at omfatte 100.000 soldater, mens den svenske Aurora 17 ventes at omfatte flere end 14.000 fra blandt andet en række NATO-lande. Foto: Forsvarsmakten

Om få dage tid går det løs i Hviderusland. Kampvogne, faldskærmstropper, artilleri og hvad der ellers hører til, når en enorm militær styrke på forventet 100.000 soldater øver angrebskrig, vil starte dieselmotorer og jetturbiner i en flere uger lang øvelse, kaldet Zapad 17. Hviderusland grænser op til Letland, Litauen og Polen, og øvelsens størrelse, geografi og også navn – Zapad betyder “vest” –  har skabt dybe panderynker i både de østeuropæiske NATO-lande og i NATO-alliancen.

Rusland har selv nedtonet øvelsens størrelse og understreget, at der er tale om en tilbagevendende øvelse, der finder sted hvert fjerde år. Men på baggrund af Ruslands annektering af Krim i 2014 og Ruslands fortsatte aktive støtte til russisksindede oprøreres krig for at løsrive det østlige Ukrainedanner Zapad 17 et alvorligt bagtæppe for de kommende måneders forhandlinger om nyt dansk forsvarsforlig. Og ganske symbolsk lægger Sverige på samme tid jord til den største øvelse i mange år, Aurora 17, med blandt andet amerikansk deltagelse.

Forsvarsløst forsvar

Da det forrige forlig blev indgået i 2012, forudså ingen af de ansvarlige, at europæiske grænser blot to år senere ville blive flyttet ved hjælp af militær magt i form af blandt andet russiske specialstyrker, Spetsnaz, og marineinfanteri. Blandt andet derfor blev det danske forsvarsbudget beskåret med historisk høje 15 procent, der fjernede forsvarets udholdenhed og yderligere udtyndede dets evne til at føre selvstændig kamp.

I dag kan hverken Hæren, Flyvevåbnet eller Søværnet kæmpe uden støtte fra eller som en del af en større, allieret enhed. Hæren er forsvarsløs mod angreb fra fly og mangler panserværn plus en del mere, som er nødvendigt for at overleve mødet med en ligeværdig modstander.

Flyvevåbnet har kampfly, men mangler stort set alt andet, inklusive lufttankningskapacitet og et jord- eller havbaseret forsvar mod fly og missiler.

Søværnet har – få – nye fregatter, som mangler de våben, de bygget til, nemlig langtrækkende luftforsvarsmissiler og missiler til forsvar mod ballistiske missiler.

Hverken Forsvarets Efterretningstjeneste eller ledende politikere tror, at Rusland i nogen nær fremtid vil angribe et NATO-land. Men stillet overfor et mere aggressivt stort naboland har NATO-landene siden 2014 opbygget tilstedeværelsen i Østeuropa. Og samtlige Østersølande – på nær Danmark – har forøget forsvarsbudgetterne markant.

Det største af Østersølandene, Tyskland, ser ud til at forøge sit forsvarsbudget med omkring 10 procent om året. Hensigten er at skabe tilstrækkelig mange militære muskler i Østersøregionen – hvor russisk militær er langt større end NATO-landenes forsvar – til at afskrække enhver tanke om at annektere hele eller dele af de tidligere Warszawapagt-lande. Blandt NATO-soldaterne i Østeuropa indgår soldater fra USA, Storbritannien, Tyskland og Frankrig og ikke mindst USA.

Risikoen for, at en angribende russisk styrke kommer til at slå amerikanske soldater ihjel anses som den bedste garanti for, at den russiske præsident Vladimir Putin vil afholde sig fra konventionel krigsførelse mod NATO-landene i Østeuropa.

Omsider øges dansk forsvarsbudget

Og som det sidste Østersø-land er det altså nu danske politikere, der for første gang i årtier skal forhandle om en stigning i forsvarsbudgettet. Et stort flertal, omfattende Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og de tre regeringspartier, Venstre, Liberal Alliance og konservative, er i udgangspunktet enige om at forhøje forsvarsbudgettet. Regeringen har stillet et “substantielt løft” i udsigt.

Hvad det betyder, afsløres i begyndelsen af oktober, når regeringen fremlægger sit forligsudspil. Men ét synes sikkert: I 2018 bliver stigningen relativt beskeden, måske i omegnen af en milliard kroner, hvorpå budgettet gradvist hæves frem mod 2023. Forsvarschef Bjørn Bisserup vil ganske enkelt ikke kunne nå at bruge ret mange ekstra penge i 2018.

I øvrigt tager levering af nyt militært materiel lang tid. De 309 nye pansrede mandskabsvogne, som Folketinget bestilte i 2016, er først leverede i 2022-23.

Et dristigt løfte

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) stillede for nylig i Berlingske i udsigt, at forsvarsbudgettet over tid vil stige til de to procent af BNP, som NATO-landenes regeringschefer, inklusive den danske Helle Thornings-Schmidt, lovede hinanden på Wales-topmødet i 2014 i en tekst, der dog gav plads til fortolkninger.

Det nuværende budget på godt 21 milliarder kroner svarer ifølge den seneste NATO-statistik til 1,14 procent af BNP. To procent er imidlertid et ganske bevægeligt mål at sigte mod.

Danmarks bruttonationalprodukt stiger forventeligt med mindst to procent i år, og nylige beregninger baseret på Det Økonomiske Råds fremskrivninger af BNP anslog, at forsvarsbudgettet skal op over 54 milliarder kroner, hvis det skal ramme de 2 procent af BNP i 2024, som er det år, hvor løftet fra Wales om at nå op på to procent skal være opnået.

Mon ikke Hjort Frederiksen skal håbe på, at han ikke er den minister, der til den tidskal stå til regnskab for forsvarsbudgettet og NATO-løftet.

Den store knast

Forligsforhandlingerne vil rumme mange vanskeligheder, men størst af dem alle bliver forventeligt spørgsmålet, om den stærkt neddroslede værnepligt på 4.200 indkaldte om året, skal sættes i vejret. Både de konservative og Dansk Folkeparti har længe og højlydt  krævet, hvad der ligner en fordobling af værnepligtens længde og antal.

Hvad de nye værnepligtige skal bruges til, er mindre klart. Ønsker man at opstille kortuddannede enheder i et gammeldags mobiliseringsforsvar, og vil man indkøbe våben og andet materiel samt bruge store summer på at genindkalde og træne disse enheder til at modstå en invasion ved Køge Bugt, som Dansk Folkeparti synes at forestille sig?

Selv hvis det lovgivningsmæssigt kan lade sig gøre at udsende værnepligtige til mulige konflikter i det baltiske område, er der næppe nogen politiker, der drømmer om at udsende andet end de bedste professionelt uddannede og udstyrede soldater til missioner, hvor de skal kunne kæmpe mod de bedste russiske enheder.

Går der for alvor værdi- og symbolpolitik i forsvarsforhandlingerne, bliver det vanskeligt at nå et bredt resultat. Internt i regeringen bliver det svært nok at få enighed mellem konservative og Liberal Alliance, der grundlæggende mener, at værnepligt er spild af penge og misbrug af unges tid.

Da et bredt flertal i 2004 nedlagde den kolde krigs mobiliseringsforsvar, var værnepligtens fortsatte eksistens også til diskussion. Hvad skulle man med en værnepligt, når de ikke skulle uddannes til at forsvare fædrelandet?

Løsningen, der skulle tilføre et forklarligt formål med værnepligten, var oprettelsen af det såkaldte totalforsvarsregister, som rummer navnene på de seneste 12.000 værnepligtige. Denne styrke tænkes indsat i tilfælde af meget store naturkatastrofer eller terrorhandlinger, når og hvis politiet, det kommunale og statslige beredskab og derefter Hjemmeværnet ikke længere kan løfte opgaven.

Den værnepligtige totalforsvarsstyrke er imidlertid aldrig blevet afprøvet eller indkaldt, og hvilke våben, beklædning og andet, som styrken i givet fald skulle udrustes med, er heller ikke nærmere beskrevet. I sit udspil til forsvarsforlig i 2012 foreslog den daværende forsvarsminister, Nick Hækkerup (S) at nøjes med det nødvendige antal værnepligtige til at udføre vagttjeneste ved de kongelige slotte, bemande Gardehusarregimentets hesteskadron samt “Dannebrog,” i alt 2.300 indkaldte. Men forliget resulterede i det dobbelte antal. Det ekstra antal værnepligtige kostede ifølge ministeriets beregninger næsten 900 millioner ekstra i forligsperioden og betød, at Hærens budget til øvelsesaktiviteter blev beskåret med 100 millioner kr årligt.

Symbolpolitik

Et andet tema i samme symbol- eller værdipolitiske boldgade kan betragtes på toppen af Valby Bakke, hvor Hærens Officersskole har adresse på Frederiksberg Slot. Hverken konservative eller Dansk Folkeparti agter at give efter for forsvarets ønske om samle forsvarets tre officersskoler, altså inklusive Hærens Officersskole, på Svanemøllens Kaserne i København.

De i forvejen komplicerede forhandlinger bliver ikke lettere af den kendsgerning, at forsvaret skal “effektiviseres” for omkring en milliard kroner for at betale for de regninger, som forligspartierne har udskrevet gennem de sidste fem år. Den regning skal betales, inden forsvaret får nye penge, og omfatter blandt den stigende regning for veteraner med PTSD, urealiserede besparelser på statens Beredskabsstyrelse og andre ikke-militære formål. Forsvaret er den eneste statslige myndighed, der selv betaler for ansattes arbejdsskader.

Blandt spareforslagene er – i småtingsafdelingen – nedlæggelse af et af de tilbageværende fire militære orkestre, og blandt de store er et skift til en enstrenget struktur, så antallet af stabe og skoler beskæres og deres størrelse beskæres. Det vil føre til nedlæggelse af et antal officersstillinger, men – hvis man skal tro forsvarschef Bjørn Bisserups forsikringer i det seneste interne nyhedsbrev – næppe til afskedigelser i større stil.

For mange officerer

Men officererne må forberede sig på, at ganske mange af dem vil blive rokeret rundt. Der er – hvis man skal tro, hvad den nuværende chef for Forsvarsakademiet, kontreadmiral Nils Wang, sagde i august – for mange høvdinge til for få konstabler, hvilket vakte betydelig harme i officerskorpset, hvor man påpeger, at antallet af officerer i den svindende operative del af forsvaret er på niveau med britisk forsvar, 17-18 procent.

Men en del officerer må forventeligt flytte ud af stabe, skoler og andre støttefunktioner, mens flere skal bruges som førere i den operative del af forsvaret, som har udsigt til at vokse i de kommende år.

Siden Danmark var med til at stifte NATO i 1949, har forsvarsbudgettets størrelse sjældent haft nogen tæt forbindelse til den militære trussel mod Danmark og NATO. Afgørende har været NATO´s – især USA´s – pres på de danske politikere for at øge budgettet. I 50érne og 60érne var det truslen om at reducere eller fjerne den amerikanske våbenhjælp, der blev brugt til at vride danske politiske arme.

En anden væsentlig faktor til fastlæggelsen af forsvarsbudgettet har været indenrigspolitisk nødvendighed. Da VKR-regeringen blev dannet i 1968, var det nødvendigt for at få de radikale med, at forsvarsbudgettet blev beskåret, på trods af et eksisterende forsvarsforlig.

En tredje faktor har været det økonomiske behov, som eksempelvis i 2011, da den daværende VK-regering foreslog den historisk høje nedskæring på 15 procent for at rette landets økonomi op. Danske politikere mener tilsyneladende – ligesom befolkningens store flertal – at dansk forsvar hverken gør fra eller til, hvis det skulle komme til militær konflikt med Rusland. Så hvorfor ofre en eneste krone mere end hvad der kræves for at bevare medlemskabet i NATO og en vis sikkerhed for amerikansk hjælp.

Når man spørger vælgerne, om forsvaret skal have flere penge, svarer de i måling efter måling med betydeligt flertal nej, senest i Jyllandsposten 27. august, hvor 47 procent sagde nej og 35 procent ja. 57,4 procent mente i øvrigt heller ikke, at der er brug for flere værnepligtige. Forsvarspolitik konkurrerer med kulturpolitik  og “ved ikke”- svar om bundplaceringen, når man som Altinget i 2016 spørger, hvad der er vigtig for vælgerne.

Den fjerde væsentlige faktor i spillet om forsvarets formål og økonomi er, som nævnt, symbolpolitik tilsat lokalpolitiske interesser for at bevare kaserner, flyvestationer og flådestationer. Forsvarets ledelse har i årevis søgt at lukke kasernen på Bornholm og andre kaserner i Jylland, men med ringe held.

Resultatet af mange års brug af forsvaret til egnsudvikling er. at Flyvevåbnets enheder stort set kun findes i Jylland, mens det øvrige forsvar er rykket en tand længere mod udkanten i vest. Overflødige kaserner koster dyrt, og rekrutteringsgrundlaget indsnævres når når der er langt fra blandt andet hovedstaden til forsvarets arbejdspladser.

Det næste forsvarsforlig bliver ganske bredt, omend uden SF. De gamle regninger, som politikerne har udskrevet i de forløbne fem år, vil blive betalt med yderligere udtynding af dele af forsvaret, ikke mindst skole- og udviklingsaktiviteterne. Men selv om politikerne fortsat vil bruge millioner af kroner på en folkeopdragende værnepligt og til kaserner og musikorkestre, vil forsvaret efter henved 30 års beskæring, samlet blive større.

Fregatterne vil få missiler til områdeluftforsvar og skridt vil blive taget til at opfylde det danske løfte til NATO – også fra 2014 – om at opgradere en fregat til NATO´s ballistiske missilforsvar. Opbygningen af en mobil brigade vil begynde, og især vil forsvaret mod cyberangreb blive forstærket.

Om det er nok til at tilfredsstille den amerikanske præsident og til at bevare det gode danske forhold til Washington, vil vise sig i de kommende år.

 

Tilføj kommentar

Klik her for at skrive en kommentar

Translate:

Modtag vores nyhedsbrev

/* ]]> */