23 EU-lande går med i udvidet samarbejde om forsvar

EU’s udenrigschef, Federica Mogherini, siger, at det er “et historisk øjeblik for europæisk forsvar”.

23 EU-lande har mandag skrevet under på, at de vil deltage i et fast udvidet forsvarssamarbejde, der skal give EU flere militære muskler.

Det har de gjort under et udenrigsministermøde i Bruxelles.

Sammen med fire andre lande står Danmark uden for samarbejdet.

Målet med det tætte samarbejde er at investere mere i europæisk forsvar.

Landene skal blandt andet gå sammen om at udvikle udstyr, der kan stilles til rådighed for EU’s militære operationer.

EU’s udenrigschef, Federica Mogherini, kalder det “et historisk øjeblik for europæisk forsvar”.

Det såkaldte notifikationsbrev, som hun mandag har fået overdraget med de 23 underskrifter, skal i de kommende uger omsættes til en formel beslutning.

– Notifikationsbrevet er også åbent for andre medlemslande, der kunne have lyst til at gå med på et senere tidspunkt, siger hun efter underskrivelsesceremonien.

LÆS OGSÅ :   De Radikale kræver et opgør med forsvarsforbeholdet under kommende forsvarsforlig

Ud over Danmark står Storbritannien, Irland, Portugal og Malta uden for det tætte samarbejde om forsvar i EU.

Mogherini mener, at det udvidede EU-samarbejde om forsvar vil supplere og ikke erstatte Nato-samarbejdet.

22 af de 28 EU-lande er både medlemmer af EU og Nato. Men de bruger ikke pengene på deres forsvar på en særlig effektiv måde, mener EU.

– Det virkelige problem i Europa er ikke, hvor meget vi bruger. Det er, at vi bruger pengene alt for spredt, siger Mogherini.

– Hvis medlemslandene bruger pengene på en koordineret måde, investerer sammen, researcher sammen, producerer sammen, kan det gøres gennem EU, siger hun.

– Så at styrke det europæiske forsvar er en måde at hjælpe Nato til også at kunne stole mere på de europæiske styrker, siger hun.

/ritzau/

Tilføj kommentar

Klik her for at skrive en kommentar

Translate:

Modtag vores nyhedsbrev

/* ]]> */